Priviligeret

Noget om hvordan man kun kan være sparsommelig, hvis man har noget at spare af. 

Mens jeg skriver på vores blog, og deler rejsen hen i mod gældfrihed, minimalisme og et meningsfuldt liv med dig, har jeg undgået visse emner, fordi jeg ikke har vidst hvordan jeg skulle gribe dem an. For det første er det vigtigt for os, at bloggen her er vores personlige fortælling, ikke en manual til hvordan vi synes at “man” skal leve.

Ja, det giver mening for os at gå denne vej, og derfor vil vi gerne dele tanker og erfaringer og forhåbentlig inspirere dig.

Ja, ud fra et bæredygtigheds-synspunkt kan man argumentere for, at det er bedre at bo småt og forbruge lidt.

Men når det er sagt, så handler vores fortælling også om, at gøre op med hvad “man” skal og bør, og prøve at definere sin egen vej.

Bare det, at tale om at “definere sin egen vej i livet”, “søge mening” og “vælge et minimalistisk liv”, indebærer at man har valgt noget fra. Hvis man har valgt noget fra, har man som udgangspunkt haft et valg.

Ikke alle har det.

Trods det at Danmark er kendt verden over for sit finmaskede sociale sikkerhedsnet, er fattigdom en realitet. Vi er ikke lige, vi har ikke lige muligheder. Fattigdommen er til og med vokset støt de sidste mange år. Vi har hjemløse der lever på gaden, mennesker som ikke er garanteret mad hver dag eller en varm seng at sove i. Vi har børnefamilier, som har svært ved at få pengene til at række til 3 daglige måltider, for slet ikke at tale om tøj, medicin, fritidsinteresser, med meget mere. Uagtet om man politisk er til højre eller venstre, så er fattigdom i Danmark en realitet, som man ikke kan benægte. Fattigdommen ser anderledes ud her, end den gør i Indien, eller Afrika. Men det gør den ikke mindre virkelig.

Med det i baghovedet, har jeg ofte siddet med en grim smag i munden, når jeg har skrevet blogindlæg om, hvor mange stykker tøj jeg nu har sorteret fra i mit klædeskab. Om hvordan vi sælger ud af alle de ting vi har skrabet sammen, som vi ikke længere har brug for – og ikke har brugt længe. Det er vores virkelighed, og den er vigtig og reel for os. Men jeg er pinligt bevidst om, at jeg handler – og skriver – ud fra et privilegeret standpunkt. Det er jo kun “en spændende rejse” at skille sig af med næsten alle sine ting, hvis man selv har valgt det. Og hvis man har noget at skille sig af med.

Ikke alle kan “bare” forbruge mindre, og så få en god og stabil økonomi. For at kunne betale sin gæld, eller spare op, skal man have noget at spare op af.

Vi, min lille familie og jeg, har vores egne forhindringer, vores egen bagage og vores egne problemer. Vi lever på et meget stramt budget, uden mulighed for at spare op, og jeg har nogle helbredsmæssige problemer, (dårlig ryg og nakke, samt en kronisk stress diagnose), der giver udfordringer. Vi har ofte følt os det stik modsatte af priviligerede. Men det korte af det lange er, at vi ikke kunne se os selv være glade mange år fremover, i det liv vi levede. Derfor besluttede vi at lave noget om. Fordi vi fandt en vej.

Vi er heldige at have én fast indtægt, samt én der godt nok er svingende, men dog stadig er en indtægt. Vi er heldige, at min mor har et anneks, samt en stor grund med plads til en beboelsesvogn, hvor vi kan afprøve hele tiny-living idéen. Vi er heldige at hun støtter op om idéen. Vi er heldige, at have familie og venner der støtter os med praktisk hjælp under istandsættelse og flytning. Vi er heldige at være så ressourcestærke, at vi kan udtænke, planlægge og gennemføre denne flytning og livsændring. Vi er heldige, at vi kan søge viden om alternative og bæredygtige måder at leve på, som kan forbedre vores økonomi og vores fysiske og mentale sundhed. Vi er heldige, at vi er raske og har hinanden at gå vejen sammen med. Og vi er heldige, at vi trods alt har en økonomi at forbedre. Hvis du lever fra måned til måned, kun lige holder skindet på næsen, på trods af at du arbejder hårdt (eller er syg), og hverken økonomisk eller praktisk har mulighed for at bygge et tiny-house, flytte til noget mindre, ikke har noget materielt at sælge, for slet ikke at tale om at betale af på evt. gæld, så er snakken om tilvalgt minimalisme og sparsommelighed meningsløs.

Mener jeg så, at man ikke har nogen indflydelse på sin egen livssituation? Både ja og nej. Ja, fordi vi langt hen ad vejen kan vælge hvordan vi forholder os og agerer i de situationer, vi havner – eller sætter os selv – i. Nej, fordi gode ting og dårlige ting, mirakler og tragedier, vil ske for os alle. Ikke ligeligt eller retfærdigt fordelt, for sådan er livet ikke. Jeg skriver aldrig ind i den kontekst, at enhver kan få det ud af livet som han eller hun ønsker. Jeg er også holdt op med at sige den slags til mine børn. Jeg siger til dem, at de skal gøre deres bedste. Være ordentlige overfor andre, kærlige overfor dem selv, og nyde og værdsætte det gode de har i deres liv. Jeg siger, at de skal gå efter deres drømme, lære at mærke deres egne styrker, (hvad de kan give til verden), acceptere deres begrænsninger. Min ældste er begyndt at skulle træffe valg med hensyn til uddannelse, og jeg siger til ham, at han skal gå efter et liv der giver mening og gør ham glad. Men intet liv gør altid glad. Der kan komme forhindringer på vejen, der gør, at man må finde en ny vej. Det har både Bjørn og jeg oplevet på egen krop.

Jeg tror der er stor frihed i at acceptere, at vi ikke er guder. At vi ikke har uendelige muligheder. At vi ikke behøver at indfri alle vores potentialer. Og at vi ikke kan kontrollere alle aspekter af vores egne liv.

Det kan sammenlignes med at man spiser virkelig sundt, for at have det godt, og undgå at blive syg af kræft. Det vil øge ens chancer for ikke at blive syg, og dø, inden man har levet langt og godt. Så meget indflydelse har vi dog på vores eget liv. Og det giver i mine øjne god mening, at leve det bedste vi kan. Men vil det garantere at man ikke bliver syg? Nej. Kræften kan alligevel udvikle sig i ens krop. Det er ikke ens egen skyld, det er bare sådan det er. Vi er ikke alle givet samme evner eller samme muligheder. Vi møder ikke de samme forhindringer på vejen. At påstå, at man kan sætte sig ud over disse betingelser, vil være hovent.

Når vi fortæller om vores rejse, så er det ud fra en bevidsthed om, at vi gør alt hvad der er os muligt, for at løfte os ud af et liv der ikke gjorde os glade. Men vi ved godt, at det kun kan lade sig gøre, fordi vi på nogle områder er både heldige og priviligerede. Vi håber at kunne inspirere dig, hvis du ønsker noget lignende. Til at se og gribe de muligheder for forandring der forhåbentlig findes i netop dit liv, selvom de ser anderledes ud, end de gør i vores.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne så samfundet bevæge sig i en mere solidarisk retning, i årene der kommer. Selvom vi har erfaret, at mere og mest, hvad angår materialitet, ikke er lykken, så er det selvfølgelig en forudsætning for et godt liv, at alle har adgang til ordentlig skolegang, et godt sted at bo (uanset størrelse), et velfungerende sundhedsvæsen og ordentlig sund mad. Disse ting er ikke en selvfølge for alt for mange mennesker, i både Danmark og resten af verden. At skulle skille sig af med ting, fordi man har mere end man behøver, er en underlig situation at stå i, set i et større perspektiv.

Vores situation er dén, at vi gerne vil være gældfri i løbet af 5 år. (Nu har vi skrevet det her på bloggen, det betyder at vi bliver nødt til at gøre alvor af det 😉 ) Vi vil sætte alle sejl til for at blive det, og det har ledt os ud på denne rejse. Men det er også sådan, at vi skal have det godt undervejs. Gældfriheden er ikke vores eneste mål. Målet er, at skabe en tilværelse der føles rigtig og meningsfuld for os. At frigøre os fra indre (og ydre) forventninger om det gode liv, og finde ud af hvordan dét liv ser ud for os. Vi har en masse drømme, der nu er tættere på end nogensinde.

Vi vælger en masse ting fra, og det er ikke hverken nemt eller smukt eller sjovt, hele tiden. Men vi er meget taknemmelige for de muligheder vi har.

Fortæl os om dit held, dine begrænsninger og dine muligheder? Hvor står du – lige nu?

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

6 Comments

  1. Lisbeth april 6, 2018 at 3:52 pm

    I forbindelse med læsning påmen anden blog idag, har jeg lige præcis gået,og tænkt på mange af de problemstillinger du her ridser op.
    For vi er en del, som ikke er priviligerede og med samme ressourcer eller bagland som mange af “jer”, som blogger om minimalisme, bevidst fravalg af pensionsopsparinger mm.
    Og lad det være sagt med det samme…jeg er fuld af respekt, og lærer faktisk nyt hele tiden. Det er jo en proces.
    Min økonomi er meget stram. Jeg har en lille bolig. Men der bliver sparet. I de sidste måneder rigtig meget. Og når jeg serverer aftensmad for min 17 årige , som har hårdt fysisk arbejde til daglig, og beder ham kun spise 4 frikadeller, så er jeg ramt derinde hvor processen er ligegyldig i det øjeblik.
    For jeg føler mig fattig.
    Og ja…så er ” I andre” privilegerede. Og jeg selvfølgelig også, i forhold til den hjemløse.
    Så af og til føles alle de ord jeg læser som varm luft. Og om to år er følelsen måske anderledes, fordi den har fundet en hylde at bo på.
    Når vi læser – og I blogger- handler det jo også om at spejle sig I andre. Og der skal alle aspekter jo med, for at vi ikke halsløst kommer til at løbe efter idealbilledet. For som du også skriver…ikke alle har et anneks i baghaven, eller ejendele at sælge af.

    Reply
    1. Siff Jensen april 6, 2018 at 9:27 pm

      Kære Lisbeth.
      Tusind tak for at du læser med og kommer med dit besyv.
      At svare på din kommentar, er næsten lige så svært for mig, som det var at skrive blogindlægget her. Fordi det er sårbare emner vi er inde at berøre, når vi snakker om privilegier og ulighed. Det er emner, som ligger mig rigtig meget på sinde, men som jeg ikke har skrevet om før, fordi bloggen har et andet fokus. Jeg skrev indlægget, fordi jeg synes det er vigtigt, at vi er ærlige og taler højt om de her ting. Ellers kan man hurtigt komme til at føle sig forkert, tror jeg, oveni sin følelse af at stå uden for mulighedernes land.
      Jeg nyder at læse om andres liv, og lade mig inspirere. Spejle mig – som du skriver. Men jeg har aktivt valgt ikke at læse dame- og boligblade. Jeg læser kun meget få blogs. Jeg vælger meget selektivt, hvad jeg vil spejle mig i. For jeg vil ikke længere føle mig forkert, og det kommer jeg enormt hurtigt til, i de købe-centrerede, ydre-fikserede medier, der flyder til os.
      Netop fordi vi ofte har følt os begrænsede af vores økonomi, og jeg af mit helbred, kender vi rigtig godt til følelsen af fastlåsthed. Vores udgangspunkt for de ændringer vi har kastet os ud i, og for denne blog, er faktisk at fortælle om, hvordan vi iværksætter forandringen, på trods af meget begrænsede økonomiske midler.
      Men det blev vigtigt for mig at gøre klart, at vi ikke tager noget for givet. At vi godt er klar over, at alle har forskellige forudsætninger. Det betyder meget for os, at belyse forskellige aspekter af forandrings-rejsen, og prøve at indfange så mange nuancer som muligt.
      Jeg håber at du har lyst til fortsat at følge med, og at du kan spejle dig i vores rejse, selvom den på nogle måder er forskellig fra din. Min erfaring er, at selv om vi mennesker lever forskelligt i det ydre, har vi ofte mere tilfælles i det indre, end man umiddelbart går og tror.
      Alt det bedste til dig.
      Kh. Siff
      Ps. Jeg har heller ingen pensionsopsparing at vælge hverken til eller fra. Siger det bare, så du ikke skal føle dig alene i dén båd 😉

      Reply
      1. Lisbeth april 7, 2018 at 6:22 am

        Tak for svar. Jeg læser fortsat gerne med. Og læser også kun blogs indenfor emner, jeg føler har noget at give mig.

        Reply
  2. Anna Frida maj 15, 2018 at 6:25 am

    Hej Siff
    Er lige faldet over din blog – spændende synes jeg, fordi vi også bor småt (to voksne, to små børn på 40 m2 – så selvfølgelig stort i forhold til jer :)) nå, men det har også kun kunnet lade sig gøre fordi vi er heldige. Vi studerer, men har så fået hjælp af familie til at købe en kolonihave. Og vi værdsætter det og glædes over det hver eneste dag – også over vores held. At være bevidst om sit “held” eller sine privilegier behøver ikke at skygge for ens engagement i verden eller ens ydmyghed over for andres situationer. Mvh Anna Frida

    Reply
    1. Siff Jensen maj 15, 2018 at 7:10 am

      Hej Anna Frida.
      Hvor dejligt du vil læse med her på bloggen, og giver dig tid til at kommentere 🙂
      Vi har netop (i går) købt en beboelsesvogn på omkring 25m2, så vi ender jo med at få hele 42m2 at boltre os på, samt adgang til køkken og bad oveni. Så I bor faktisk på mindre plads. Hvordan fungerer det med jer 4 på 40m2? Skønt at det er en kolonihave, så går jeg ud fra, at der er et dejligt uderum også? Det lyder som en skøn bo-situation. Jeg er 100% enig i det du skriver; at man er bevidst om sit held og sine privilegier behøver slet ikke skygge for noget som helst. I virkeligheden tror jeg det er modsat. Hvis man ikke er bevidst om, at man på nogle områder er priviligeret, kan det give mindre forståelse og rummelighed overfor andres situationer. Hvis det giver mening. Og også den anden vej rundt; at være bevidst om sine udfordringer og acceptere det der er/var svært (uden at gøre sig til offer), kan også give større rummelighed overfor for både én selv og andre.

      Kh. Siff

      Reply
      1. Anna Frida juni 9, 2018 at 9:26 pm

        Lige præcis – i forhold til privilegier og udfordringer 🙂
        For nu er 40 m2 rigtig fint. Solskin hjælper naturligvis for vi har netop en dejlig have og hul i hækken til naboernes legehus 🙂 men mine piger er 1 og 3 så det er en alder, hvor man er meget tæt uanset hvor stort man bor (forestiller jeg mig), så for mig er det bare en lettelse at vi ikke skal rende op og ned af trapper hver gang, der er en, der vågner. Det bliver spændende, hvordan det udvikler sig, når de bliver større. Men egentlig tror jeg, at det vigtigste for os er, at vi har forskellige funktioner dækket: vi har en seng, spiseplads, legehjørne, sofa. Jeg ville blive træt at skulle lave senge om til sofa hver morgen eller spise på mit køkkenbord. Når vi besøger folk med mere plads tænker jeg tit, at den største forskel er pladsen mellem møblerne – og den har vi så ikke ret meget af 😉

        Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *