Jeg er mit hjem, men er mit hjem også mig?

Om at se sit hjem blive skilt ad, bid for bid, og forsvinde. Og finde ud af, at ens hjem ikke (kun) er ens ting.

Øm i alle muskler og led, og med en højre hånd der er helt smadret efter to dage med en fugepistol som fast accesory, er det den vildeste luksus at sidde her ved computeren. Helt stille, pakket ind i en tyk uldsweater.

Efter en påske, hvor vi har givet annekset alle de kræfter vi kunne mønstre, er det nu hverdag igen. Alle mine drenge er i skole og på job, og jeg føler mig som verdens heldigste, at jeg kan snige mig til lidt skrive-tid denne morgen. Kaffe, grøn smoothie (man kan ikke få for meget grønkål) og fuglesang uden for vinduet, mens jeg får lov at sidde her og fordybe mig. Hvor heldig har man lov at være?

Jeg skal have sendt et maleri afsted til Aalborg, redigeret min hjemmeside, sendt mails og lavet lidt regnskab.

Men først, allerførst, skal jeg skrive.

Hver eneste dag forsvinder der ting fra vores hjem. Nogen dage bare små ting, andre dage større, som møbler og lamper. Det begynder at kunne ses nu. I vores stue er vores to grønne lænestole væk, kørt hjem til svigermor som vi arvede dem fra i tidernes morgen. En stor standerlampe er solgt, sammen med en del nips. 2/3 del af alle vores bøger er båret ud i garagen, hvor vi skal have loppemarked på lørdag og søndag. (Kom endelig forbi vores loppemarked, og hjælp os af med vores ting! Måske er der noget du står og mangler, og genbrug er godt. Vores adresse finder du på vores facebook-side 🙂 )

Hemsen – som har fungeret som skillevæg og soveværelse for os voksne – er pillet ned. Under hemsen havde vi al vores tøj, samt strygebræt, brætspil, yogamåtter osv. Alle de ting man har og bruger, men som man ikke har stående fremme. Da hemsen blev fjernet, blev vi noget overvældede over, hvor meget vi havde gemt under den.

Det at hemsen er væk, og at alt vores tøj nu står frit fremme i stuen, skubbede os i gang med tøjsortering vol. 2. Vi har nu reduceret vores oprindelige mængde beklædning med 2/3.  Hvis du gerne vil læse mere om lige det med tøj, så har jeg skrevet om det her, og endnu et indlæg om tøj og shopping er på vej.

Marie Kondo (forfatter til oprydningsbiblen “Spark Joy”) anbefaler, at man altid sorterer sit tøj som det første, hvis man vil i gang med en større oprydning. Og at man slutter af med de meget personlige ting, som breve og fotos. Instinktivt kastede vi os over tøjet som det første, men som du ved, er vi derefter gået lidt tilfældigt til værks. De personlige genstande tog vi ret hurtigt fat på. Det synes jeg egentlig er rart, for så er det sværeste overstået. Det tilbageværende er “bare” ting, og de fleste er ikke svære at slippe. Men der dukker da stadig genstande op, hvortil én eller flere af os har knyttet følelser. Børnenes værelser udskyder vi til aller sidst. De har givet slip på både tøj, legetøj og bøger, som er sorteret fra til weekendens loppemarked, men mest ting der allerede var opbevaret i garagen. Så deres værelser står nogenlunde som før. Vi har med vilje ikke ville presse dem til at rydde op på samme måde som vi voksne gør. Vi vil gerne inspirere dem og inddrage dem, men vi vil ikke trække noget ned over hovedet på dem. Derfor er min mors kælder også fyldt af kasser med lego, bamser og børnekunst. De har i meget høj grad fået lov at gemme det der betyder noget for dem. Hvis vi er rigtig heldige, så når vi at skaffe den helt rigtige skurvogn inden d. 1/6, og så har de hver deres værelse når vi flytter. Derved skal de ikke skille sig af med andet end det de selv ønsker. Men da vi ikke ved om skurvognen når at materialisere sig inden der er gået 2 måneder, så forbereder vi dem på begge scenarier. (Scenariet hvor begge drenge skal overnatte på hemsen i annekset, indtil skurvognen er på plads, er ikke så populært som alternativet).

Forleden dag blev Silas ked af det. Først skældte han ud, men da vi fik sat os sammen, og Bjørn og jeg spurgte ind til hvad der var på færde, fortalte han, at han var bange for, om vi nu tænkte på ham i alt det her flytteri. Vi har flere gange sagt, at han jo heldigvis har et andet hjem hos sin far. At når tingene bliver for meget, eller pladsen for trang her til at starte med, så kan han søge tilflugt på sit store dejlige værelse hos Nigel. Silas har hørt det lidt anderledes. Som om vi ikke rigtigt synes det er vigtigt, at skabe plads til ham i det nye liv vi er ved at træde ind i. Silas sagde, at som skilsmissebarn, så er det bare så nemt at komme til at føle sig hjemløs. At han føler sig hjemme her (såvel som hos sin far), og at det sætter gang i nogle gamle følelser for ham, at skulle give slip på sit hjem.

Han vil gerne flytte, og synes det er spændende. Han synes også det er fedt at skulle have sit eget sted i skurvognen. Lidt som at have sit eget hus, bare derhjemme. Han planlægger at købe sit eget køleskab og hvad han vil have i det.  (Hvilken frihed selv at kunne bestemme dét!). Men han er bange for, at vi ikke vil prioritere købet af skurvognen særlig højt. At når vi siger der kan gå “lidt tid” fra vi er flyttet og til den er på plads, så betyder det at vi er ligeglade med om han flytter med. Vi kan godt forstå at han har hørt det sådan, men intet kan være længere fra sandheden. Vi voksne er godt nok ved at give slip på en masse materielle ting. Men det at vi downsizer vores hjem, handler jo i høj grad om, at vi føler, at det ikke er tingene der er vigtige, men vores familie. Vores relation til hinanden. Jeg holdt Silas i hånden, mens jeg fik sagt det til ham, sådan rigtigt. At vi er hans hjem, og det vil vi altid være. Imens jeg sagde det kunne jeg mærke sandheden i det, mere end jeg har kunne nogensinde før.

Og så forsikrede vi ham om, at skurvogns-køb står aller øverst på prioriterings-listen! Vi skal bare finde den rigtige, til den rigtige pris. Vi vil sørge for, at han får et værelse, snart. Et værelse der vil være hans eget hjørne af verden, lige her, hvor han hører til. Efter dén snak trak Silas vejret dybt igen.

Jeg forstår ham godt. Et hjem er en rede, et fysisk tilflugtssted. Det er her vi hviler, regenererer, samler kræfter. Det er her vi smider alle facader og er fuldt og helt os selv.

Men i hvor høj grad udgør vores ting vores hjem? Er det tingene der skaber trygheden, og følelsen af hjemlighed, eller er det noget vi bilder os ind? Begge dele, tror jeg. Jeg er overbevist om, at vores fysiske omgivelser påvirker os. Det betyder noget hvordan vi bor og hvad vi omgiver os med. Det er jo netop det der bliver så tydeligt, når man begynder at skille sig af med sine ting. Når man begynder at forholde sig knivskarpt til, hvad der skal have en plads i ens liv fremover og hvad der ikke skal.

Det er noget mærkeligt noget, det her oprydning. På den ene side er det enormt jordnært, og næsten banalt overhovedet at skrive om. På den anden side oplever jeg, at det er en dyb og transformerende proces, som hurtigt forgrener sig, og fører til en skærpet bevidsthed på andre områder af tilværelsen. Tingene i vores hjem findes dér, fordi vi aktivt har bragt dem ind i vores liv, eller ladet dem komme ind i vores liv. Derfor er oprydning i høj grad at konfrontere sig selv: Hvad har jeg valgt? Hvordan prioriterer jeg? Hvor rig eller fattig er jeg? Hvor mange gaver har jeg modtaget, fra hvem og hvorfor? I sidste ende: hvem er jeg?

For mange af os (de fleste af os, måske?) er vores hjem en ydre manifestation af vores indre. Her kan vi signalere hvem vi er eller ønsker at være. Når hele ens hjem bliver pillet fra hinanden bid for bid, og man skal forholde sig til hver eneste genstand, så sker der uundgåeligt noget med ens måde at tænke om begrebet “hjem”. Det gør der i hvert fald for mig. Jeg tænker rigtig meget over, om der er overenstemmelse mellem det jeg ønsker (eller ønskede, for det har ændret sig) at signalere med mit hjem, og det menneske jeg rent faktisk er. Jeg tænker over, hvordan jeg aldrig har følt at jeg boede smart nok, rent nok, pænt nok, cool nok, kreativt nok, rigt nok. Og jeg tænker, at det nok ikke handlede så meget om mit hjem. Men om, at jeg ikke følte mig nok. Cool nok, pæn nok, rig nok, kreativ nok. Jeg troede at hvis jeg på et tidspunkt kunne bo rigtigt, bo sådan som jeg ønskede, så ville jeg også blive den jeg ønskede at være. Den jeg troede jeg skulle være, for at være nok. Og sidst men ikke mindst: jeg troede at jeg – til dels – kunne købe mig til den følelse.

Men det tror jeg ikke mere. Jeg er ved at give slip. I følelsen af aldrig at være god nok. I at skulle leve op til noget, som i virkeligheden ikke kommer indefra, som ikke bunder i mine interesser og værdier, men som jeg har taget på mig. Ligesom et lækkert stykke tøj, der bare ikke passer. Det ser forkert ud. Og det føles forkert. Det jeg ønsker er, at skabe et hjem, hvor der i højere grad er overenstemmelse mellem det ydre og det indre. Hvor der er plads til det vi er, hver for sig og tilsammen. Det bliver småt. Men netop det, at det er så småt, viser jo også med al tydelighed hvor lige netop vores prioriteter findes. Nu er vi som familie, ved at gøre op med en masse “bør” og “skal” i vores liv. Vi giver slip, men vi lader os ikke bevidstløst falde.

Jeg lader mig ikke bevidstløst falde. Ikke længere.

 

Fortæl os hvad hjem betyder for dig? Hvor føler du dig mest hjemme? Og hvorfor?

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

6 Comments

  1. Sarah april 4, 2018 at 7:37 pm

    Hvor er det fint at jeres søn kan beskrive de følelser så godt, og at I lytter til dem. Det får jeg sådan lyst til at sige videre til jer. Og så rammer det totalt spot on det her indlæg, også for mig. Ikke fordi jeg er ved at flytte ‘ned’ på få kvm, tværtimod. Vi står også i en flytteproces, og selvom det omvendt bliver til noget der i stedet er en del større så kan jeg genkende mange af dine betragtninger i det. Jeg synes jeres rejse er spændende og følger gerne med her, har selv haft mange overvejelser om at downsize, men tiden er ikke til det nu for os, ikke som en familie på 6, og med mindre børn. Der er mange hensyn at tage. Vi downsizer på andre måder men boligen bliver stor og med masser af plads lys og luft udenom

    Reply
    1. Siff Jensen april 6, 2018 at 8:27 am

      Kære Sarah.
      Tusind tak fordi du har lyst til at følge med, og for dine søde ord. Som forældre kan man jo hurtigt blive i tvivl om man gør tingene rigtigt og ordentligt, men jeg tager det også altid som et sundhedstegn, at vores børn kan tale åbent om deres følelser – også de svære – til os.
      Hvor er det fedt at du kan genkende dig selv i vores betragtninger og vores proces, på trods af, at jeres liv udspiller sig på mange flere kvadratmeter. Det gør mig glad, fordi det netop er noget af det vi gerne vil med bloggen her: at lave et forum, hvor vi kan dele betragtninger og inspirere hinanden, i vores søgen efter et værdifuldt og meningsfuldt liv. Et interesse -og værdifællesskab, hvor der er plads til, at det gode liv ikke ser ens ud for os alle. Størrelsen på vores bolig er jo også bare ét element i vores rejse mod et meningsfuldt liv.
      Held og lykke med jeres flytning – det lyder skønt med plads, lys og luft! 😀
      Kh. Siff <3

      Reply
  2. Mette Glindemann april 4, 2018 at 8:14 pm

    Hej Siff.

    Skønt og relevant indlæg. Jeg tror rigtig mange af os genkender og deler dine følelser omkring “at ville bo rigtigt” jeg har lært, at jeg faktisk ikke behøver så meget, og igen lader jeg mig stadig “falde i” og lader mig overbevise om at jeg da helt sikkert mangler en ny stol, vase eller hvad det nu kan være. Det er virkelig en af de ting jeg gerne vil gøre op med og som jeg, ligesom du skriver, kan mærke oprydningsfasen ændrer på. Jeg tænker meget over at omgive mig med ting jeg holder af og som har betydning. Jeg er dog ikke så bundet af mine ting (udover min seng og min dyne) men meget mere på mennesker, stemning, varme og dufte. Det lyder måske fjollet
    Jeg kan godt føle mig hjemme andre steder, det er dog afgørende at det er afslappende, nede på jorden og autentisk – så kan jeg godt få en “hjemmelignende” følelse.

    Jeg synes i er seje alle 4 og det er virkelig spændende at følge jer på rejsen. Det er virkelig nogle gode og relevante indlæg i laver begge to

    Det kunne være spændende måske at se en sammenligning af plantegninger, altså nuværende hus contra jeres “nye” i et fremtidigt indlæg

    Med venlig hilsen Mette

    Reply
    1. Siff Jensen april 6, 2018 at 8:13 am

      Kære Mette.
      Tak for dine ord 🙂
      Jeg synes bestemt ikke det lyder skørt, at det er de menneskelige relationer, stemninger, varme og dufte, der afgør om du føler dig hjemme. Sådan har jeg det i høj grad også selv, og i virkeligheden tror jeg de fleste har det sådan. Vi har bare fået påduttet en idé om, at følelsen af “hjem” er noget man kan købe sig til. Selvfølgelig har vi brug for ting, og helst ting vi er glade for, nyder og værdsætter. Vi har bare ikke brug for så mange som vi tror 😉 Jeg oplever netop også, at oprydnings-processen gør det lettere at gennemskue sig selv: har jeg virkelig brug for denne ting? Har den en funktion? Tilfører den mit liv noget positivt? (F.eks. ved at være smuk at kigge på, det hele behøver jo ikke være praktisk 😉 ) Jeg har lettere ved at give slip nu, og har ikke særlig meget lyst til at købe nyt. Men jeg værdsætter stadig de ting jeg har, og vil helt sikkert tage nye ting ind i mit liv igen. Bare ikke hovedløst. Ha ha – forstår så godt det med sengen! Her er det hovedpuden der er mit kæreste eje 😉 God idé med plantegninger. Har givet den videre til Bjørn, jeg tænker at det vil være lige ham at lave et blogindlæg, der illustrerer det nuværende og det kommende.
      Endnu engang tusind tak fordi du følger med, og tak fordi du kommer med forslag til nye blogindlæg. Det er super fedt!
      Kh. Siff <3

      Reply
  3. Lotte april 5, 2018 at 8:05 am

    Kære Siff,
    jeg holder simpelthen så meget af dine ord og jeres blog og hele jeres måde at forholde jer til tilværelsen på.
    Jeg har ofte tænkt på at kommentere og nu skal det være 🙂
    Jeg har hele mit voksne liv (er 48 nu) interesseret mig vildt og inderligt for (over)forbrug og “bo småt” og jublede da jeg så denne “tiny bevægelse” opstå. Jeg følger jeres rejse med stor interesse!, vi er selv en familie på fire (to børn på hhv. 14 og 12) og bor lige nu på ca 93 m2, hvilket ikke er småt, men en opgradering fra tidligere hus på 53 m2 (som hertil havde en ligeså stor kælder, som vi på finurligste vis havde fyldt op med ting og skrammel, suk…! ) Vi valgte dengang at købe et meget lille billigt hus, så jeg kunne gå hjemme med børnene da de var små. (Jeg “går” stadig hjemme uden indtægt.)
    Der er SÅ meget mening i at skille sig af med ting og bo mindre. Mindre at passe, pleje, holde, gøre rent. Mere plads til at LEVE og være til. Skabe.
    Jeg har dog stadig lang vej endnu til at leve uden for mange ting. De har det med at … formere sig. :-)))

    Åha, jeg har for meget på hjerte til at jeg kan finde ud af at formulere mig 😀
    Men TAK for en skøn, skøn blog og hvordan du fortæller om jeres tanker, tvivl, børnene, at være menneske i alt det her…
    Venligste hilsner
    Lotte

    Reply
    1. Siff Jensen april 6, 2018 at 8:02 am

      Kære Lotte.
      Tusind tak fordi du læser med og for de søde ord! Jeg er rigtig glad for, at du valgte at kommentere <3
      Jeg har også kigget på din blog ad flere omgange, det er så skønt med inspiration, og en følelse af interesse-fællesskab.
      Ja, det giver nemlig rigtig meget mening at prioritere at have mindre plads, så der bliver mere tid - til at skabe og leve, som du så fint skriver 🙂 Det er lige nøjagtigt det vi også stræber efter. Ja, ting formerer sig på forunderlig vis. Jeg går og gør klar til weekendens loppemarked, og er endnu engang fuldstændigt blæst omkuld over, hvor mange ting vi har gemt væk, levet med, flyttet rundt på.. Det er lidt crazy. Alle tingene (eller de fleste) har vi jo brugt og været glade for i perioder, men hvorfor har vi ikke været bedre til at give dem videre når vi ikke kunne bruge dem længere? Dette spørgsmål indeholder nok mange forskellige svar - alle sammen interessante at forholde sig til. Eller, jeg synes i hvert fald det er interessant at udforske, hvad der er på spil for os mennesker i forhold til materialitet 🙂 Endnu engang tak fordi du følger med, håber du har mod på at kommentere også i fremtiden, hvis du får lyst 🙂
      Kh. Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *