Forandring og familieliv

Om den svære balance mellem store forandringer og nærværende forældreskab

Så står man her. Med alle drømmene om det nye og gode der er i vente. Med alle planerne for, hvordan det vil give mere ro, nærvær og tid, at vi downsizer og minimerer, skærer fra og smider væk. De indre billeder af lange rolige dage i haven, bål-aftener, gulerodsdyrkning og tid. Mest af alt tid. Tid, der bliver langstrakt igen, nøjagtigt som den var da man var barn. En sommerdag kunne vare en evighed. Det er den følelse af evighed, jeg drømmer om at kunne gå ind i, sammen med min familie.

Men her, undervejs, er det bare dobbelt op på travlhed og gøremål, og meter lange to-do lister, som selv jeg har mistet overblikket over. Jeg, som ellers sværger til lister, og elsker fornemmelsen af at krydse en opgave af, er overvældet når listerne breder sig ud over flere A4-sider.

“Hvor skal vi starte”? spørger jeg mig selv hver dag. Det føles som at stå og kigge ind af et vindue, hvor jeg kan se det liv vi er ved at træde ind i. Det findes, det er virkeligt, men jeg er usikker på hvordan vi kommer derind.

Lige nu er begge drenge i København, og Bjørn og jeg har et par dage, hvor vi kan give den fuld skrue. Jeg har så lige meldt mig på et tre-dages kunst-kursus. Det kunne jeg da godt presse ind, tænkte jeg.

Jeg funderer over, hvordan vi nogensinde skal nå i mål. Jeg har lige tegnet nogle skabe, som vi vil bygge på hemsen. Vi ved ikke hvordan man gør. Men vi må jo kaste os ud i det… Og tegningen ser da egentlig meget prof ud. Så er spørgsmålet om skabene kommer til det.

Bjørn og jeg har aftalt, at vi må lave en ny liste – en prioriteringsliste, så vi får brugt vores energi på det som er vigtigt. Vi kan godt mærke, at dette projekt i høj grad er anderledes, end alle andre flytninger vi har været igennem. Det, at skulle downsize hele sit liv og alle sine ejendele, bliver til stadighed ved at være en meget nærværende og udfordrende opgave. Som vi på ingen måde er i mål med.

Midt i det hele skal vi være nærværende forældre, og den evige udfordring med at leve op til det hele, den giver altså lidt hjertebanken. Det var meningen, at vores nye liv skulle give ro og mere tid til det gode samvær. Men hvad med vejen derhen? Skal den ikke også være god? Det skal den, og det er den, men tidspresset giver nogle udfordringer.

Med hensyn til børnene så er det svært, som det altid er i forandringsprocesser, at have tid nok.

Det gode er, at vi voksne er i bedre humør. På trods af at vi er overvældede og travle og forvirrede, og selvfølgelig også lidt trætheds-gnavne i ny og næ, så er vi generelt gladere. Det må da betyde at vi er på rette vej?

Vi laver små lommer af tid med nærvær, f.eks svømmehalsture, filmaftener eller brætspil og varm kakao – og altid prioriterer vi samling og snak omkring aftensmad, så det hele ikke går op i flytning. Men det er en vild balance, og det er meget sværere at lede sine børn igennem det her, end jeg havde forestillet mig. Mest fordi vi jo ikke bare rykker fra ét hjem til noget andet, tilsvarende.

Jeg havde tænkt det igennem. Vi havde tænkt det igennem. Grundigt. Men vi havde alligevel ikke helt kunne forudse, hvor omsiggribende forandringen ville være. Det kan ikke undgås, at man føler sig som en ond mor, med jævne mellemrum. “Vi vender lige jeres liv på hovedet, ok drenge? Fordi vi voksne har en vision om, hvordan det hele bliver meget bedre et års tid ude i fremtiden…Der er ingen garantier, men sådan er livet. Nå, skal vi sætte i gang?” Uark.

Om lidt skal vi pakke børnenes værelser sammen, og det føles nærmest som et overgreb. Deres senge skal sælges, for de skal have noget der passer nøjagtigt ind i beboelsesvognen når den tid kommer. Deres ting, på nær det mest nødvendige, skal pakkes ned i kasser, og gemmes væk i kælderen under annekset, indtil de får egne værelser igen. Der skal pakkes som til en længere ferie. Det billede klynger jeg mig til, når min dårlige samvittighed knurrer for højt. Det billede maler jeg for drengene. Vi skal på eventyr. Og når man tager på eventyr pakker man bare det mest nødvendige. Og så sætter man kurs mod nye oplevelser.

Her er et par fotos fra vores nye hjem. Det begynder langsomt at tage form…

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *