Forskellige – på samme vej

I går var vi til kaffe og lækker kage, hos en familie på fire, der drømmer om at kaste sig ud i Tiny Living.

De har, ligesom os, talt og tænkt og talt noget mere, i en del år efterhånden. Og drømmen rykker nærmere.

Det var simpelthen så dejligt at udveklse idéer, tanker og planer, med andre der er lige så hooked på at bo småt som vi er. Det var mindst lige så fedt at kunne lufte tvivlen, forbeholdene og usikkerhederne. Alle de ubekendte, som kan holde én vågen om natten. Da vi var hjemme igen trak Bjørn og jeg vejret dybt i kor, og blev hurtigt enige om, at det havde vi haft mere brug for end vi anede. Det at snakke med andre der deler interesser og værdier, at føle sig som en del af et fællesskab, det betyder sindssygt meget.

Også det at blogge om vores proces, er blevet en måde at forbinde os til andre. Både dem der finder vores livsvalg spændende, men selv er et helt andet sted, og dem, der enten drømmer om noget lignende, eller har erfaringer som de vil dele ud af. (“Dem” ja det er altså dig 😉 )

Udover det åbenlyst behagelige i at snakke Tiny Living med søde mennesker, tog vi også noget andet med hjem fra søndagens samvær. Nemlig en accept af, at selvom man er et par der gerne vil samme vej, så vil man det ikke nødvendigvis på helt samme måde, i samme tempo, eller af samme årsager. Da det gik op for os, at sådan var det faktisk også for de andre, blev det nemmere at rumme det hos os selv.

Jamen, skal man ikke være enige om alting, hvis man kaster sig ud i at downsize hele sit liv, tænker du måske? Og skal man egentlig ikke have det perfekte parforhold, hvis man skal bo sammen på 17m2 ?Det har jeg i hvert fald spurgt mig selv om.

Jeg tænker at man som udgangspunkt skal have samme mål for øje, men årsagerne til at man vil et bestemt sted hen, kan jo sagtens være forskellige. Jeg kan fortælle, at jeg allerede for 5-6 år siden, var mere end klar til at sælge alt hvad vi ejede og flytte i kolonihave. Eller emigrere til de svenske skove og leve af kærlighed, kildevand og … blåbær? (Godt jeg ikke fik Bjørn med på dén idé, vi var sgu nok gået hen og blevet lidt sultne). Dengang var Bjørn et andet sted. Og jeg pakkede mine Tiny Living drømme væk. Ikke helt væk. Men ind i et indre rum, hvor de kunne ligge og modne. Imens fokuserede jeg på alt muligt andet. Indtil en dag, hvor Bjørn og jeg kunne mærke, at nu var vi begge to et sted, hvor vores drømme og længsler var kommet tættere på hinanden. (Ja, jeg havde i mellemtiden opgivet drømmen om de svenske skove). Så kunne jeg åbne det indre rum op, og vi kunne lave et fælles mål.

Mange af Bjørns og mine snakke går på, hvordan vi hver især er motiverede af de forskellige aspekter af Tiny-living. For eksempel er det for Bjørn helt klart det økonomiske der motiverer, hvor bæredygtighed er en positiv sidegevinst. For mig er der en god blanding af motivations-faktorer, der alle fylder. Men uanset drivkraft, så vi vil begge to rigtig gerne prøve dét liv af, der venter lige om hjørnet. Og det er det vigtigste.

Jeg føler en dyb trang til at gøre op med afhængighed af materielle ting, og oplever en stor frihed undervejs i processen. Det føles som en gennemgribende personlig og spirituel proces. Bjørn føler en nysgerrighed overfor at udfordre sine gamle værdier, og kaster sig ud i opgøret med materialitet som et slags frigørelses-eksperiment. Men han har ikke et endegyldigt antimaterialistisk mål for øje. Tager det mere som det kommer, og giver stadig plads til sine materielle drømme. Når vi snakker om hvordan vi oplever hele “giv-slip-på-vores-ting” -processen, finder vi ud af, at vi har mange af de samme følelser, men vi har også forskellige oplevelser undervejs. Det der føles vildt fedt for den ene, er ikke altid dét, der giver den anden det store kick. Og omvendt.

Uanset ligheder og forskelle, så prøver vi at give plads til hinanden. Huske at støtte hinanden. Det der er svært for den ene, er måske latterligt nemt for den anden. At støtte kan bare være et knus. Vi øver os i at give plads til, at man hver især kan fortælle om det, der ikke er helt nemt lige nu, uden at dømme hinanden. Det behøver man ikke at være ens for at gøre.

Lige nu går det for det meste ret godt med at være to forskellige mennesker, der følges ad mod et fælles mål. Men hvad så, når vi er flyttet, og alle uenigheder skal afklares, uden at man har muligheden for at gå ind i hver sit rum, bare lige for en stund? (Man kan selvfølgelig gå en tur. Vi håber på en tør sommer).

Det leder hen til spørgsmålet, om det kræver det perfekte parforhold at bo småt. Hertil må jeg svare, at jeg ikke tror på, at det perfekte findes. Ikke hvis det perfekte forhold er et forhold uden konflikter. Vi har masser af konflikter. Så er det sagt. Hvad er det så der gør, at vi stadig er sammen, og også glade sammen, ret meget af tiden? Hvad er det der gør, at vi tror på, at vi kan klare at bo meget tæt sammen, på meget lidt plads? En stor del handler om, at vi insisterer på at tale livet ud af enhver konflikt. Tale og tale, indtil konflikten transformerer sig til en samtale, og samtalen transformerer sig til en dybere forståelse af hinanden. Og så er det en meget grundlæggende følelse af, at vi har nogle vigtige værdier til fælles. At vi trods forskelligheder, gerne vil ad samme vej.

Nåh, ja. Og så humor. At vi kan grine sammen, ad hinanden og af os selv. Og grine af at vi tror, at man kan bo i et anneks på 17m2. Så er man allerede et ret langt stykke ad vejen.

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

3 Comments

  1. Trine Isholm marts 19, 2018 at 9:18 pm

    Elsker alt hvad du skriver ❤️ og elsker at det var i vores stue og ved vores bord I sad og drak kaffe igår
    Kan mærke at det gjorde godt på mange planer at dele tanker med jer, det fører mig og min familie små skridt nærmere vores drøm som ligger derude og venter.
    Du har sådan ret i, at vi skal have os selv med i det vi gør, og være tro mod os selv, det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det sammen med dem vi elsker, det bliver det bare ekstra fint af.

    Reply
    1. Bjørn Jensen marts 20, 2018 at 8:22 pm

      Hej Trine. Tak for dine søde ord. Og hvilken dejlig stue at drikke kaffe i. Nærvær, tryghed og hygge var de stemninger der blev vækket i mig. Vi var så lettede og i det bedste humør resten af dagen, vi har fundet nogen der forstår – nogen som deler vores overbevisninger og bevæggrunde. Vi glæder os meget til at følge jeres proces, se jer nå jeres drømme og skabe det liv for jeres familie, som I ønsker. KH Bjørn <3

      Reply
      1. Siff Jensen marts 20, 2018 at 8:28 pm

        Tusind tak Trine <3 Og ja, det er i virkeligheden dybt priviligeret at have nogen at gå vejen sammen med, med alt hvad det indebærer 🙂

        Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *