Langsomheden

Vi har fået en henvendelse fra en ung kvinde, der er ved at skrive et universitets-speciale om minimalisme.

Hun kommer om 14 dage og interviewer os om vores valg.

Jeg tænker straks, at vi er de dårligste repræsentanter for hendes emne, for vi bor ikke specielt minimalistisk – endnu. Og hun kan jo af gode grunde ikke se vores fremtids-hjem. Vi kan tale om vores tanker og planer og idéer, men klinger det ikke hult, når det ikke ser ud som om vi har efterlevet vores idealer indtil nu?

Næh, tænker jeg så. Vi repræsenterer det vi er: en familie der har levet på én måde, og nu er ved at træde ind i noget nyt. Noget, som ikke er klappet og klart og færdigt, men som er ved at tage form, en begyndelse.

Vi kan fortælle, hvorfor vi er på vej ned ad en ny vej. Hvilke tanker og følelser og drømme der har fået os til at tage den skøre beslutning, at vi vil praktisere tiny living i min mors baghave.

Imens jeg sidder og funderer over rækkevidden af vores beslutning, kommer jeg til at tænke på en video, jeg så på youtube for nogle uger siden. Den handlede om, at når snakken falder på minimalisme, kommer det meget hurtigt til at handle om ting. Materielle ting. For os handler minimalisme om meget mere. Det handler om at turde skære fra, på alle områder af tilværelsen.

Det handler om at sige nej til at ønske sig mere hele tiden. Det handler om at sige nej til at skulle gøre mere hurtigere. At turde vælge langsomheden. At nå mindre. At være sammen med færre.

Skulle det være godt at ville have mindre ud af livet?

Ja. For hvad er konsekvensen, hvis vi hele tiden vil mere?

I en tid hvor mindfulness er et begreb, der slynges ud til højre og venstre, så ofte, at det er tæt på at miste sin mening, er det måske alligevel værd at tænke over hvad det betyder. At være mindfull. At være til stede, i det man gør, nu og her. Hvor mange af os kan det? Jeg har meget svært ved det. Jeg håber at komme det nærmere, når vi har færre materielle ting at tage stilling til.

Og jeg øver mig på at det er okay at ville mindre, og at gøre det langsommere. Men det er svært. For alt omkring mig, alt i den verden vi lever i, opfordrer til det modsatte. Hurtigere. Mere. Og jeg er også bange for at sige nej. For hvis jeg ikke får sat en masse skibe i vandet, hvis jeg ikke får handlet på dét her, eller sendt dén mail afsted, så går jeg glip af en god udstillingsmulighed for mine malerier. Det er ret svært at slippe sit arbejde, og føle at man kan sige nej til noget som helst, når man er kreativ selvstændig, skulle jeg hilse og sige.

Nej til at gøre rent? Jeg kan da ikke invitere gæster i aften, ikke sådan som her ser ud. Nej til en fest? Man skulle jo nødigt tro, at jeg er ligeglad med dem der inviterer, og jeg vil jo ikke gøre nogen kede af det.

Alle de parametre vi som moderne mennesker skal præstere på er fuldstændig og komplet overvældende.

Derfor går jeg stærkt ind for at ville mindre. Ved at ville have mindre, og ved at gøre mindre, bliver der plads til mere af det der giver værdi. At trække vejret helt ned i maven, f.eks. Det kan jeg godt lige glemme i farten. At være sammen med min familie. Uden planer. Bare være til. At have tid til at lytte til mine børn. Være der, helt nærværende. At lave et lækkert nærende måltid mad. At gå en tur i skoven med mine unger og vores hund, imens vi snakker om meningen med livet, eller finder på skøre navne til vores kommende høns. At slukke for skærmene og spille brætspil. At kigge ud i luften.

Ved at være meget bevidst om hvad der er det vigtigste for mig, så giver det sig selv hvad jeg ikke skal halse efter: Jeg skal ikke løbetræne, jeg skal ikke bo perfekt, så jeg behøver ikke købe boligblade, jeg skal ikke gå op i mode (meget tidsbesparende, siger det bare), jeg skal ikke bruge tid på at lægge makeup for at gå i NETTO, jeg skal ikke have gæster hver weekend. Selvom jeg elsker alle vores venner og hele vores  store familie, så kan jeg ikke holde til at være social så ofte som jeg egentlig gerne ville. Som introvert sensitivt menneske, så er det bare sådan. Jeg kan sagtens ønske at det var anderledes. Men hvis jeg prøver at presse mere ind i livet end jeg kan holde til, så ender det med at jeg kan slet ingenting. Nej, først bliver jeg hysterisk. Vrisser. Skælder ud. Går i små sko. Og kan jeg ingenting.

Alt det er også hvad minimalisme handler om: at skære overflødige gøremål fra. Og nogle gange skære noget vigtigt fra også. Fordi ingen kan det hele.

På den måde kan man sige, at minimalisme handler om noget så umoderne som at indse sine begrænsninger som menneske. Om bæredygtighed, at gøre en dyd ud af nødvendighed og at gå ind på tilværelsens præmisser om, at ingen ressourcer, hverken menneskets eller naturens, er uudtømmelige.

Kender du dine begrænsninger? Eller kæmper du, som jeg, med at finde og acceptere dem?

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

 

 

 

 

 

2 Comments

  1. Julie / HverdagensRo marts 10, 2018 at 6:48 pm

    Sådan en fin post. Jeg er helt klart igang med at identificere næste lag af mine begrænsninger og i samme omgang værdier. Det er noget med at bryde ud af det billede jeg havde tegnet af mig selv, og acceptere at jeg vil nogle andre ting end først og behandle sorgen over at slippe de ting jeg troede jeg skulle. Super god og spændende process, og er så glad for at have den nu, og ikke som 80-årig.

    Reply
    1. Bjørn Jensen marts 12, 2018 at 9:56 pm

      Kære Julie. Det du beskriver er nøjagtigt hvad vi går igennem lige nu. Både glæden og lettelsen ved at tage sig selv og sine værdier alvorligt, og handle på dem, og så sorgen. Netop som du skriver, handler sorgen om at give slip på forestillinger vi havde om os selv og livet. Dejligt at du vil læse med og kommentere, det giver meget mening at vi er flere i samme båd der kan udveklse erfaringer. Det er lige netop hvad vi ønsker med bloggen her.
      Kærlig hilsen Bjørn & Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *