At træde i karakter

Det er lørdag aften og børnene er ikke hjemme. Efter at have knoklet rundt i frostvejret hele eftermiddagen og ordnet garage, er der nu Röyksopp i køkkenet, (med vores meget forskellige musiksmag er det noget af det vi kan blive enige om), og en hjemmelavet pizza er i ovnen. Der er trukket en flaske rødvin op, for Siff og jeg fejrer at vi har sagt lejemålet på huset op.

Vi har de seneste dage mærket, at frihedsfølelsen allerede er begyndt at indfinde sig.

For hvert læs der bliver kørt til genbrug, for hver beslutning der bliver taget, vokser denne følelse. Og vi har spurgt os selv hvorfor vi ikke har gjort det her noget før.

Der skal en god portion mod til, hvilket nok er grunden til at vi har skulle bruge en del år på at komme frem til beslutningen om at downsize så markant. Drømmen har luret derinde et sted, men vi har ikke rigtigt talt så højt om det. Vi er sociale væsener, lige fra spæd er det afgørende for vores overlevelse og udvikling, at vi føler os som en del af fællesskabet og ikke bliver udstødt fra flokken. Det har præget mine livsvalg igennem mange år. Jeg har prøvet at gøre som alle andre, prøvet at opnå succes for at kunne føle mig betydningsfuld i fællesskabet. (Det skriver jeg mere om i indlægget fra materialist til minimalist). Mange af os besidder en grundlæggende angst for at blive socialt udstødte, for at gå i mod strømmen. Men jeg begynder at mærke en voksende trang til at træde i karakter. Til at finde ud af hvad jeg egentlig er bange for. Og til at gå i mod den frygt og gøre det, der føles rigtigt for mig, turde blive den jeg virkelig er. For nogen af os er det nødvendigt at gå igennem en proces hvor alt overflødigt bliver skrællet væk, for at kunne finde ind til netop det, tror jeg. Nu er beslutningen taget, hvilket i sig selv er en stor lettelse.

“Hvo som vover, mister fodfæste for en stund. Hvo som intet vover, mister sig selv”

Som den gode Kirkegaard så klogt sagde.

Efter offentliggørelsen af denne blog, er der mange der gerne vil tale med mig om værdier. Det har medført at jeg i større grad har fundet ud hvor vidt forkellige værdier den enkelte har. Det har også været svært at tale med andre om værdier, fordi det hurtigt kan komme til at blive et spørgsmål om hvad der er rigtigt og forkert. Vores ærinde er ikke, og bliver aldrig, at skulle diktere en rigtig eller forkert måde at leve på. Vi ønsker blot at dele vores proces, og måske inspirere andre til at overveje hvad der giver mening i deres eget liv.

Det har også været spændende at tale højt om vores beslutning, for pludselig kommer man hurtigt til at tale om nogle ret dybe ting med folk.

Nu har vi snart skrevet en masse om tanker og idéer og alt det der går forud. Vi glæder os virkelig meget til at kunne skrive om selve istandsættelsen, og det at bo småt. Men der er jo altså lige lidt tid endnu, inden vi flytter.

Det er nok meget godt, for så kan jeg også nå at træde i karakter med hensyn til indretningen af vores kommende hjem. Jeg har sagt til Siff, at jeg går rundt og er lidt bange for, at det bliver for feminint. Forstået på den måde, at jeg hurtigt ser for mig hvordan Siff får udlevet sine sommerhus- og hyttedrømme, og jeg ender med at bo i noget hvidt og sødt og bedstemor-And agtigt. Egentlig ikke fordi Siff er sådan pusse-nusset i sin smag, men jeg har alligevel en skræk for at det hele bliver for sødt. Når det bliver så småt, bliver det også nødt til at være lidt råt. Ellers kommer jeg til at føle at jeg bor i et dukkehus, et pudehjem, et kludetæppemareridt.

Hun er nu heldigvis med på det, og vi fortsætter med at finde inspiration på nettet, så vi kan få lavet et lille hus vi begge føler os hjemme i. Imens går jeg og kæmper lidt med, om jeg skal sælge min Montana-hylde og min Foscarini-lampe. Mon ikke de kan klemmes ind i en skurvogn?

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *