3 generationer bag samme hæk

Børn, forældre og bedstemor – på samme matrikel.

Det lyder som en historie fra gamle dage. Selvom flere og flere laver bofællesskaber inden for samme familie, på tværs af generationer, så er det stadig ikke flertallet. En del har med bekymret mine spurgt Bjørn hvad han siger til at skulle bo så tæt på svigermor, og flere har også spurgt min mor om, hvordan hun har det med at vi lige om lidt rykker ind på hendes grund. Og helt ind i hendes hjem hvis vi nu skal være ærlige, for indtil vores eget køkken står færdigt, om det så bliver i annekset eller i vognen, så skal vi bruge hendes. Og badeværelse skal vi også dele.

Det er selvfølgelig noget vi alle sammen har tænkt over og talt meget om. På søndag skal vi have vores første egentlige fællesmøde, hvor vi prøver at afstemme forventninger og lave nogle skriftlige aftaler. For selvom vi er overbeviste om, at vi aldrig bliver dødeligt uvenner, så er det alligevel smart at have noget på skrift, så der ikke opstår nogen tvivl om hvad der egentlig er aftalt. Vi skal finde ud af hvordan vi afregner el, vand og varme imellem os, og aftale praktiske ting, som hold af have og rengøring af bad (og køkken, her til en start). Der vil blive “stordriftsfordele” når to husholdninger slås sammen, så vi skal finde ud af hvilke hvidevarer vi skal medbringe, og hvilke vi skal sælge, for der er ikke grund til at have to af alting.

Men det er jo “bare” de praktiske ting. Det mere komplekse er selvfølgelig hvordan det vil føles pludselig at være 3 voksne og 2 børn, på én matrikel.

Ingen af os ved det med sikkerhed før vi har prøvet modellen af. Men min mor, Silas og jeg har dog en god fornemmelse, for vi har faktisk prøvet det før. Da Silas var halvandet år flyttede vi (Silas, hans far og jeg) ind i stueetagen i en villalejlighed, hvor min mor boede på førstesalen. Således delte vi hus og have, men da det var to seperate lejligheder, gjorde det konstellationen en del mere enkel end den vi skal kaste os ud i nu. Vi boede på denne måde indtil Silas var 5 år, og var rigtig glade for det. (Vi flyttede kun fordi huset skulle sælges). Denne gode erfaring har fulgt os alle 3, og gjort, at vi gennem årene har talt meget om, at vi gerne ville bo på en lignende måde igen. Bjørn er også frisk på idéen, og jeg hører ham egentlig kun tale om det positive. Det kan selvfølgelig ændre sig, (og det kan der komme nogle spændende blog-indlæg ud af) når vi er flyttet. Børnene, som lige skulle vænne sig til flytte-tanken, er i skrivende stund udelukkende positive . (Hvis du vil læse lidt mere om deres reaktioner, har jeg skrevet om det i indlægget hvad med børnene).

Det gode ved at bo flere generationer tæt sammen, er efter min erfaring, og set ud fra en datters synsvinkel, følgende:

  1. Relationer: nærheden og kendskabet til hinanden alle familiemedlemmer imellem bliver styrket. Det giver en følelse af at være en del af et fællesskab. Børnebørn og bedsteforældre får et helt unikt bånd, og værdien af dette kan efter min mening ikke fremhæves nok. Jeg kunne skrive en masse om barnets psykiske og mentale udvikling her, men det må blive en anden gang 😉 Desuden har jeg en idé om, at hvis man vokser op sammen med sine bedsteforældre, så lader man dem ikke sidde og dø af ensomhed når de bliver rigtigt gamle.  Jeg tror at en del af den fremmedgjorthed og ensomhed vi ser i samfundet i dag, kan afhjælpes ved at skabe disse nære bånd, familiemedlemmer imellem. Det handler også om at vokse op med en følelse af ansvar: vi er forbundet, og vi hjælper hinanden, fordi vi er en familie. Og når man løser opgaver sammen, om det er at male vinduer, plante en gulerod, lave mad sammen, eller noget helt femte, så vokser samhørigheden og følelsen af at der er brug for én. For alle 3 generationer.
  2. Frihed: der er flere voksne til at fælles om praktiske opgaver i hus og have. Fællesspisning er altid et hit. ( Og ja – med små børn er det en stor hjælp for forældre med bedsteforældre i nærheden ).
  3. Det økonomiske: Stordriftsfordele – man kan deles om vaskemaskine, tørretumbler, græsslåmaskine, evt. bil, osv. Og fælles om betaling af reperationer og nyanskaffelser.

Og sådan er alt så fint og godt.

Nåh, nej. Alt godt kræver arbejde. Og at bo tæt på andre, uanset hvem det er, kræver at man er villig til at kommunikere, også selvom man ikke altid orker. Det kræver at alle generationer kan indgå kompromiser. Og det kræver ikke mindst, at man har et nogenlunde godt og sundt forhold som udgangspunkt, ellers ser jeg situationen med 3 generationer tæt sammen som en hvepserede af potentielle konflikter, og den stress som gerne skulle reduceres for alle parter, vil bare vokse. Det kræver også, at man indstiller sig på at blive irriteret og frustreret i ny og næ, for det bliver man selvfølgelig, og det er nemmere at tackle hvis man ved at det er uundgåeligt. Og så er der det med grænser. Alle parter, børn som voksne, må øve sig i at mærke, og sige, hvor deres grænser går. Min erfaring er, at det er virkelig vigtigt. Det kan være små ubetydelige ting for den ene, der er meget vigtige for den anden. Hvis man kan tale om egne og andres grænser på en respektfuld og ordentlig måde, kommer man langt.  Sidst men ikke mindst: Alenetid. Der er et fællesskab, og så er der konstellationer inden for det fællesskab, som skal have ro og plads. Der er os alle, som enkeltindivider. Der er Bjørn og jeg som ægtepar, og vores lille familie på 4. Der er min mor som sin egen lille enhed, der er vant til at bo for sig selv, i ro og mag, (og jeg ved at det hun bekymrer sig mest om er støjniveauet). Der er to drenge der skal have alenetid – og tid sammen som brødre, uden voksne.  Udfordringen bliver at finde den plads når vi skal bo så småt. Jeg tror på at vi løser opgaven, men hvordan vi løser det, er jeg spændt på, og jeg glæder mig til at skrive om det hen ad vejen.

Og vildere er beslutningen jo heller ikke. Som min mor siger: “Hvis det går helt galt, finder I jo bare en lejlighed. Eller jeg tager på en meget lang vandretur.”

Nu vil jeg pakke flere af vores ting i kasser. Og så vil jeg køre ud og fylde kasserne i min mors kælder, mens hun bleg står ved siden af og besværgende siger “her er jo god plads, her kan det jo sagtens stå…”

Har du (god eller mindre god) erfaring med at bo flere generationer sammen? Eller kunne du tænke dig at prøve det?

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

 

 

4 Comments

  1. Sandra marts 7, 2018 at 7:55 pm

    Det her er SÅ spændende læsning for mig 🙂 Vi kigger på hus sammen med mine forældre, en spontan opstået idé, som bare vokser og vokser på mig ❤️ Jeg vil læse mig igennem jeres oplevelser og tanker med stor nysgerrighed. Kh Sandra

    Reply
    1. Siff Jensen marts 8, 2018 at 8:42 am

      Kære Sandra.
      Hvor dejligt at du lige faldt over vores tekst om at bo flere generationer sammen, når du nu går i samme tanker. Med min erfaring fra den gang vi delte hus med min mor i baghovedet, kan jeg kun sige: gør det! 🙂
      Vi lover at skrive meget mere om netop dette emne, når vi ER flyttet.
      Held og lykke med jeres hus-jagt.
      Kh. Siff <3

      Reply
  2. Trine marts 17, 2018 at 9:05 pm

    Min kæreste og jeg og vores søn boede hos mine forældre i otte måneder, fra min søn var 10-18 måneder gammel. Det fungerede rigtig godt og har både givet min søn et ekstra tæt forhold til sin mormor og morfar, mig et tættere bånd og større forståelse for mine forældre og min kæreste et tættere forhold til sine svigerforældre. Det føltes virkelig som en tid, hvor vi samlede nogle gyldne minder ind. Det har i øvrigt også gjort, at jeg godt kunne tænke mig, at mine forældre skulle bo hos os, hvis de ville i stedet for engang at rykke på plejehjem, og den tanke var nok ikke faldet mig ind før.

    Reply
    1. Siff Jensen marts 19, 2018 at 7:16 am

      Kære Trine.
      Det lyder som en rigtig dejlig erfaring I har gjort jer. Lige netop det tættere bånd familiemedlemmerne imellem, på tværs af generationer, er noget af det fine man får med sig, når man bor sammen. Og som du skriver, så bevirker det, at du nu overvejer at dine forældre skal bo hos dig i deres alderdom. Jeg forestiller mig, at de synes det er dejligt at deres datter har det sådan. Jeg undrer mig egentlig over, at flere ikke springer ud at at bo flere generationer sammen. Måske handler det om den dyrkning af individet der har hersket – og stadig hersker. Jeg har dog hørt, at det bliver mere og mere populært med flere generationer under samme tag, så måske fællesskab er ved at vinde ind i modebilledet 😉
      Kh. Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *