Lidt om kunst

I mine malerier har der de sidste år været en stadig bevægelse hen i mod mere enkelthed, mere stramhed, en søgen efter malerisk at trænge ind til en eller anden form for essens. Formens essens, farvens essens. Essensen af et landskab. Essensen af en følelse.

Nu, hvor hele familien er ved at tage nogle markante skridt hen i mod samme enkelthed i vores måde at bo på, ja hele vores livsstil, er det som om noget går op for mig. Og noget falder i hak. Det giver mening, at jeg har søgt efter den samme renhed og enkelthed i mine malerier, som jeg søger i det liv jeg lever.

Jeg er så fyldt op af ord for tiden og jeg har lyst til at skrive hele tiden. Jeg har altid haft trangen til at udtrykke mig kreativt, men det med ord, det stod bare på lur. Jeg kunne ikke rigtigt finde en form, en ramme, at udtrykke mig indenfor. Så det er blevet til dagbøger, til noveller og underlige digte, alt sammen gemt i skuffer og mapper på pc’en. Ofte kasseret når jeg kiggede på det igen, da det aldrig rigtigt gav mening. Det skrevne virkede kunstigt, unaturligt. Nu føles det som om at denne blog, de temaer jeg kredser om her,  det liv vi søger at træde ind i, og de billeder jeg maler, i bund og grund handler om det samme. Jeg har fået en ramme at skrive inden for, som giver mening, og derfor kommer ordene. Ordene underbygger det jeg maler, og malerierne underbygger ordene.

Når det kommer til at sætte ord på mine malerier, har det altid været forbundet med stor modstand i mig. Jeg forsøger at male det der ligger bag ord, en fornemmelse, en tilstand.

Jeg læste på et tidspunkt en tekst af Eckhart Tolle, hvor han kobler den stille væren, nærværet i og med naturen, sammen med kunstnerisk udtryk:

“Mange mennesker er så meget fanger af deres sind, at naturens skønhed ikke virkelig eksisterer for dem. Det kan godt være, de siger: ”Sikke en smuk blomst”, men det er kun en mekanisk mental rubricering. Fordi de ikke er stille og nærværende, ser de ikke virkelig blomsten, føler ikke dens essens, dens hellighed – på samme måde som de ikke kender sig selv, ikke føler deres egen essens, deres egen hellighed. Fordi vi lever i en kultur, der er så domineret af sindet, er det meste moderne kunst, arkitektur, musik og litteratur uden skønhed, uden indre essens, og der er kun få undtagelser. Grunden er, at de mennesker, der skaber disse ting, ikke kan frigøre sig fra sindet – selv ikke for et øjeblik. Derfor er de aldrig i kontakt med den tilstand i sig selv, hvorfra sand kreativitet og skønhed kommer. Når sindet overlades til sig selv, skaber det uhyrligheder, og ikke kun i kunstgallerierne. Se på vores bylandskaber og industrielle ødemarker. Ingen civilisation har nogensinde skabt så meget grimt.” (Ekchart Tolle)

Jeg ved godt at den gode Eckhart dømmer moderne kunst ret hårdt her. For det første er skønhed jo afhængig af øjnene der ser, og for det andet synes jeg egentlig heller ikke at kunstens opgave nødvendigvis er at være smuk. Men han har alligevel fat i noget. Han taler om kunstens (og arkitekturens) mangel på skønhed og indre essens. Og jeg kan godt følge ham.  For mig er det interessant at bruge disse udsagn til at reflektere over hvad jeg vil med mine egne billeder. Hvorfor er det mig så magtpåliggende at lave dem? Det er det, tror jeg, fordi jeg netop i male-processen søger, og kommer tættere på, en tilstand af ren væren. Og det er den tilstand jeg gerne vil formidle gennem farve og form.

“Vi har glemt hvad klipper, planter og dyr stadig ved. Vi har glemt hvad det vil sige at være. At være stille. At være os selv. At være hvor livet er. Her og nu. Når som helst du vender opmærksomheden mod noget naturligt, noget der har fået eksistens uden menneskelig indblanding, træder du ud af den begrebsorienterede tankegangs fængsel, og deltager i en eller anden grad i den tilstand af forbundethed med væren hvori alt naturligt stadig eksisterer. At vende opmærksomheden mod en sten, et træ, et dyr, betyder ikke at tænke over det, men simpelthen at iagtage det, at have det i din bevidsthed. Noget af dets essens overfører sig så til dig. Du kan mærke hvor stille det er, og dermed opstår den samme stilhed inden i dig.” (Eckhart Tolle)

…Du kan mærke hvor stille det er. Og dermed opstår den samme stilhed inden i dig. Så smukt kan det siges.

Naturen er der hvor jeg finder inspiration til de fleste af mine billeder. På mine daglige gåture trækker jeg vejret og finder ind til det som er vigtigt. Jeg ser farver og former og bliver fyldt op af indtryk, samtidig med at jeg finder ro. Det fører til en uendelig strøm af inspiration og idéer til nye værker. Jeg er ikke interesseret i at gengive naturen som den ser ud, men følelsen af at være i den. Være en del af den.

Nysgerrig? Så se mere kunst her:   http://www.siff-jensen.dk/

.

Du kan også følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *