Hvor mange kvadratmeter..?

Omverdenens  reaktioner – og om frygt og mod

Efterhånden som vi er blevet sikre på vores beslutning om at flytte, og efterhånden som planlægningen og forberedelserne skrider fremad, er vi også så småt begyndt at dele vores beslutning med omverdenen. Meget langsomt, få mennesker ad gangen. Bjørn har haft det rigtig fint med at åbne op og fortælle om vores planer, og med sin sædvanlige “jeg er ok, du er ok” tilgang til verden, er det gået derefter. Han har ikke været nervøs for omverdenens reaktioner, og således har de også været ganske udramatiske. Nogle synes vores projekt (vi kalder det 5-års planen) er en vildt god idé. Andre er mere forbeholdne og kan ikke rigtigt forestille sig at det i praksis kan lade sig gøre. Nogen synes virkelig at det er en tåbelig idé. Men som sagt, intet drama, mest af alt en blanding af nysgerrighed, undren og en anelse hovedrysten.

Silas er gået til værks på meget samme måde som Bjørn, stolt tror jeg, af at vi som familie prøver at gøre noget som er lidt specielt, for at leve vores idealer og værdier ud.  Med sine følelser på plads har han ikke vaklet, selvom han nok har mødt den største skepsis. Men han er sikker på sit værd og sin lyst til at få projektet til at lykkes, og glæder sig stadig lige meget til at prøve at bo på en anden måde. Som teenager, og som det menneske han er, tror jeg faktisk han får et lille kick ud af, når folk bliver forundrede eller provokerede af projektet. Der er noget rebelsk i at være ligeglad, og gå sine egne veje.

Anderledes grænseoverskridende er det for mig. Jeg har haft mange nætter hvor jeg næsten ikke har kunne falde i søvn. Blandt andet i nat. Jeg har ligget med kroppen fuld af angstlignende uro, prøvet at trække vejret ned i maven, imens “det er jo fuldstændigt bindegalt det vi har gang i”, har kørt på repeat i mit indre. Jeg har måtte ligge til langt ud på natten og se videoer på youtube af familier, der rent faktisk har skabt et godt og smukt liv i bitte små huse. Jeg har kigget på de smukkeste Tiny Houses og mini-køkkener og på pæne og renvaskede og intelligente og interessante mennesker, og tænkt, at folk gør det. Almindelige, gode, ordentlige mennesker gør det. Jeg er ikke sindssyg, jeg ødelægger ikke mine børns liv. Det skal nok gå. Det virker paradoksalt at jeg, som i virkeligheden var den der fik idéen til det her projekt, også er den der er mest bange for det. Men jeg tror det skyldes mange ting. Ansvaret, først og fremmest. Jeg har sat det her i gang, fået de andre med på idéen, hvad nu hvis det mislykkes. Hvis det ødelægger noget for os, hvis det går galt, ender i tårer og fiasko. Tårer og fiasko i en skurvogn. Det lyder ikke bestemt tillokkende, vel?

Men det handler også om, at jeg er bange for hvad andre tænker. Selvfølgelig gør det det. Jeg ved at det også betyder noget for Jonatan. Der ligner vi hinanden, ham og jeg. Jeg er mere bange for hvordan vi vil blive set på af omverdenen, end jeg er bange for ikke at kunne holde ud at bo så småt. Jeg har spurgt mig selv hvad jeg er så bange for. Jeg kan fornemme at det ligger dybt i mig, og jeg tror det ligger så dybt, fordi det er noget grundlæggende menneskeligt at ville være accepteret, at føle at man hører til. At blive udstødt af “flokken” skaber utryghed, og det er svært at overleve på egen hånd. Vi har brug for hinanden. Jeg ved at vi mennesker vurderer og rangordner hinanden, måske ubevidst meget af tiden, men vi gør det. Ved at downsize så markant, som vi har planer om at gøre, har jeg en forestilling om, at vi kommer helt uden for nummer i det sociale hierarki. Hvor fanden skal folk placere os?  “Det er modigt at springe ud i sådan et projekt = plus 1 point. De bor en hel familie i noget på størrelse med et kollegieværelse = minus 100 point.”

Jeg har oplevet en vis forvirring når vi fortæller om vores plan. Jeg tror det er fordi vi ikke rigtigt kan kategoriseres nogen steder. Tiny-House-bølgen, som er ved at være ret stor i USA, har ikke grebet om sig på samme måde herhjemme endnu. Nogle af de mennesker jeg har præsenteret for idéen, har fået et tomt blik i øjnene, sådan uforstående eller undrende, lige når vores plan blev serveret. Jeg forstår dem godt. Jeg tænker at de bare skal have lidt tid. Og jeg skal have tid. Sådan er det, når man vælger nogle krøllede veje.

Jo mere jeg prøver at lade fornuftens stemme råbe følelserne op, jo mere finder jeg ro i, at de mennesker vi har tæt på i vores liv, og som virkelig kender os, de vil selvfølgelig acceptere og holde af os akkurat som de gør nu. De vil måske synes vi er vildt seje, måske skøre, måske kunne de aldrig drømme om at gøre noget lignende, men det betyder ikke at vi ikke kan være i hinandens liv. Det ved jeg jo godt. Noget andet jeg mærker, noget der er stærkere end frygten, er den indre kraft der ikke lader mig gå på kompromis. Der igen og igen opfordrer mig til at lytte til mit hjerte. Jeg ved ikke hvad det er. Min sjæl? Min indre vejleder? Det er noget, og det kan sammenlignes lidt med den kraft der driver mig ud i køkkenskabet efter chokolade når sukkertrangen er størst. Bare dybere, stærkere. (Og sundere, håber jeg). Det er som en stille buldren, som et vandfald, eller et bål dybest inde, der guider mig. Når jeg ikke lytter bliver jeg deprimeret. Når jeg lytter, så går jeg, og jeg går i retninger der er sande for mig, og dem jeg elsker.

Men jeg kan blive forvirret, forledt, og fare vild. For det er ikke altid muligt at skelne hvor drivkraft stammer fra: er det frygten der taler i dag? Er det mit sande jeg (findes det?) der kalder mig et bestemt sted hen? Eller er jeg i sidste ende bare virkelig bange for hverdag, stilstand, det almindelige liv, og bliver nødt til at bryde det op for at føle at jeg lever? Når jeg tvivler rigtig meget, kobler jeg vores projekt sammen med indre billeder af small-living når det ikke er ret sjovt: triste trailer-parks i USA. Små hytter og blikskure i verdens slumkvarterer, hvor folk bor småt og er låst fast i fattigdom.

Vores situation er dog anderledes. Det ved jeg godt. Vi har truffet et valg, og bare det at have valg er så priviligeret. Og så sammenligner jeg os med alle de mennesker der bor i kolonihaver det halve (eller hele) af året. Jeg tænker på de mange jeg efterhånden kender, som har solgt alt hvad de ejede og bosat sig på en båd, for at sejle jorden rundt. Det er også ret almindeligt at bo som nomader i en autocamper og køre verdens veje tynde, både med og uden børn. Jeg har endda lige læst om en familie der cyklede rundt i verden i 7 år. De tog afsted uden børn og kom hjem med 2. De var reelt selvvalgt hjemløse, alt hvad de havde var deres cykler og cykeltrailere. Alt det ovenstående er socialt accepteret, fordi man kobler disse valg sammen med en livsstil som frie fugle, eventyrere, globetrottere. Det er faktisk sådan jeg selv, dybest set, har det med vores projekt. Det handler om at sætte os fri. Derfor, især derfor, er det vigtigt at trodse frygten.

Når vi så har fået lavet det skønneste lille hjem, så glæder jeg mig til at kunne invitere på kaffe, og vise det frem. Vise at det kan lade sig gøre at bo virkelig småt og virkelig godt.

Kender du det, at være bange for hvad omgivelserne mener om dine valg? Lytter du til frygten, eller trodser du den?

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

 

 

 

 

 

2 Comments

  1. Soldis maj 16, 2018 at 6:23 pm

    Wow!

    Hvor er jeg glad for at jeg ved ren tilfældighed fandt din blog som jeg nu hyggelæser (måske ikke ren tilfældighed for der var en på en minimalistisk fb side som skrev de var så glade for den).

    Nu sidder jeg her og læser alle din smukt skrevne indlæg og mamma mia – der er samklang <3 Du rammer mig.

    Jeg tænker de her tanker! Jeg har de samme frygt! Og takket være dig kan jeg nu tænke "Hallo-vi bor i et palads på 84 kvm to voksne og to børn". "Nej Sóldís, vi har ikke behov for større have!"

    Jeg er så glad for at jeg fandt dig i færd med at dele dine ærlige idealistiske fandenivoldske drømmende I can do it tanker og liv!
    Tak <3

    Reply
    1. Siff Jensen maj 16, 2018 at 8:33 pm

      Kære Soldis.

      Hvor er det fantastisk at få sådanne ord med på vejen. Den vej, som jeg (vi) har valgt at fortælle om, åbent og ærligt. At det rammer “nogen” derude, det jeg skriver, gør mig så glad. For jeg ved selv hvordan det føles at blive mødt af andres fortælling. Så føles vejen pludselig mindre ensom, mere som et fællesskab, en fælles bevægelse. En bevægelse hen i mod mening og autencitet.
      Hvis det føles rigtigt for dig og din familie at bo på 84m2, så ER det rigtigt. Og man behøver i hvert fald ikke tro, at man skal bo større, eller eje flere ting, for at være god nok i andres øjne. Det er noget, jeg langsomt er ved at lære.
      Af hjertet tak for at du har givet dig tid til både at læse med og kommentere her, det betyder alt. Det er jo jer læsere, der får teksterne til at leve!

      Kærlig hilsen
      Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *